LEVERANDØRER

kursuskalender

webshops

Helle Bøgvad: Jeg søger nærværet

”I en lang periode havde jeg brug for hele tiden at have gang i nye projekter. Nu har jeg brug for roen og fordybelsen og for at arbejde med dét, jeg brænder for allerinderst inde”, siger Helle Bøgvad. Hendes salon og hendes undervisning er hjørnestenene i dét, hun gør i dag, og inden for de rammer søger hun nærværet. ”For det handler om at være til stede”.


”Jeg er super privilegeret at kunne arbejde med store internationale undervisere i Revlons Internationale team, at kunne undervise på mine egne ”Shape”-kurser og have mine kunder i salonen. Den kombination er ideel”, siger Helle Bøgvad.

Nærvær er et kodeord for Helle Bøgvad. Hun har og har altid haft utrolig mange jern i ilden, men for noget tid siden besluttede hun sig for, at det i højere grad handler om at være til stede dér, hvor man er, end hele tiden at være på vej et nyt sted hen.

”For mig handlede det om at finde mig selv – om at være til stede. Selvfølgelig får man altid noget med sig, uanset hvad man gør, for man kan også fortryde noget, og så ved man, at det skal man ikke igen. Men jeg havde brug for roen og fordybelsen”, forklarer Helle Bøgvad.

Det betød blandt andet, at hun lukkede den herresalon, hun havde i kælderetagen under sin salon i Silkeborg, og hun er helt klar på, at hun i hvert fald ikke skal have flere saloner, men hun i stedet vil lægge sin energi dér, hvor hun holder af at være; i Salon Bøgvad, med sine egne “Shape”-kurser og med den undervisning hun gennemfører for Revlon, samt med Scene 3. En kombination, der i øvrigt stadig kan lyde af meget for en udenforstående.

Spørger man videre Helle, hvad hun tænker om fremtiden, så ved hun det ikke. ”Lige nu kan jeg da ikke se mig selv ikke være i frisørbranchen, men man ved aldrig. Jeg har den indstilling, at det skal være en oplevelse og en glæde at gå på arbejde hver dag. Er det ikke det, er det tid til at finde på noget andet. Men det er det dog endnu”, siger hun med et smil. Hun ser også grænserne mellem arbejde og fritid flyde mere og mere sammen, og hun søger den sydlandske mentalitet og den større fleksibilitet i arbejdslivet. Netop derfor har mange af hendes ansatte også været i salonen i mange år.

”For mig handler det om relationer og samarbejde, og det går begge veje - og jeg vil hellere have en frisør, der er i salonen til 15.30, og som er fuldt booket, mens hun er der, end en der er i salonen til 18.30 uden at gøre en indsats”.

Læs også: 10 frisører om 10 år i frisørbranchen


”Jeg vil udvikle mig, og jeg vil udfordres. Bliver jeg ikke det, bliver jeg træt af tingene. Men jeg vil også have nærvær, og jeg vil arbejde med dét, mit hjerte brænder for”, siger Helle Bøgvad fra Salon Bøgvad i Silkeborg.

DRØMMEUDDANNELSEN
Helle Bøgvad blev udlært som 19-årig, men hun nåede kun lige at færdiggøre drømmeuddannelsen, før hun blev allergisk over for vand. ”Pludselig var jeg tvunget til at revurdere min drømmeuddannelse og finde ud af, hvad jeg så skulle”, fortæller hun, mens vi sidder på en hyggelig café på gågaden i Silkeborg. Men meget typisk for Helle fandt hun en løsning. For er der noget, hun er, og som hun har været igennem hele sin karriere, er det løsningsorienteret. Hun videreuddannede sig til kosmetolog og stylist samt til negletekniker og farvekonsulent. Faktisk uddannede hun sig i syv år, og da hun havde afsluttet alle uddannelserne, åbnede hun sin egen salon i 1999.

”Det svære er ikke at åbne en salon og skyde den godt i gang. Det svære er at drive den i mange år. Det handler i høj grad om ikke at hvile på laurbærrene, men at blive ved med at være med; at følge udviklingen og trenden”, lyder det fra Helle, der tilskriver en stor del af sin succes de ansatte i salonen.

”Det er nogle super piger, der er rigtig gode at spare med. Jeg har behov for at udvikle mig hele tiden, jeg har behov for innovation, for at skabe muligheder i denne verden, og det hjælper de mig med. Modsat skal de også have mulighed for at udvikle sig. Jeg kan selv huske, da jeg var elev og gentagende gange løb panden mod en mur. Det var desillusionerende. Men jeg fik da nogle holdninger til, hvordan samarbejde, deltagelse, engagement og lydhørhed er vejen frem, med i rygsækken, og dem kunne jeg bruge, da jeg startede mit eget”.

Helle er ikke meget for hierarki. Hun mener, at alle skal kunne byde ind, og alle er medansvarlige for, at tingene kører, og så er der ingen tvivl om, at Helle er en kvinde med ben i næsen og en kvinde, der ved, hvad hun vil – og går efter det. Da Helle Bøgvad åbnede sin første salon, var det kombineret frisør og skønhedspleje. ”Men mit hjerte ligger 100 procent i håret”, siger hun. Det er her, hendes fokus er, og her hendes kærlighed ligger. Så hun fandt en løsning, hvor hun skulle have hænderne i vand så lidt som muligt – og det tager hun stadig hensyn til i dag.


” Det svære er ikke at åbne en salon og skyde den godt i gang. Det svære er at drive den i mange år." - Helle Bøgvad

HÅR, HÅR OG ATTER HÅR
Siden første færd har det handlet om hår for Helle. Det er her, alle hendes idéer udspringer fra. Også da hun følte, hun havde behov for nogle kurser, der ikke kun viste de seneste nye tendenser, men hvor det handlede om at dygtiggøre sig og blive bedre til det, man arbejder med i dagligdagen. ”Jeg havde brug for noget, hvor jeg kunne dygtiggøre mig, og hvor jeg kunne gå direkte hjem og bruge det, jeg havde lært, i salonen. Jeg havde prøvet alt i både ind- og udland, og derfor besluttede jeg mig for at etablere Scene 3”.

Løsningsorienteret som hun er, udviklede idéen sig selvfølgelig hurtigt. For igennem årene havde det nemlig også irriteret hende, at man skulle til København hver gang, man skulle på kursus. Derfor lejede hun et lokale, hvor hun selv ville holde kurser, og når det ikke blev brugt, kunne andre leverandører med videre bruge de neutrale lokaler til deres kurser. ”Og det fungerer rigtig fint”, fortæller hun. Selv startede hun sine ”Shape”-kurser op, som Tina McKinder er blevet en fast underviser på. ”Vi holder femdageskurser, hvor vi går i dybden og udvikler os fagligt, vi holder todagesfagkurser, og nu tager vi også fat på kurser for herreklip ”Shape for Men””, fortæller Helle.

Hun underviser naturligvis selv på “Shape”-kurserne, ligesom hun tager ud som freelancetekniker for Revlon og er en del af Revlons Internationale Team. ”Jeg elsker at være med, hvor det sker. Jeg stiller høje krav til mig selv, og jeg holder meget af at videregive den erfaring, jeg har. Faktisk synes jeg, at det er fantastisk at opleve, hvor meget det giver til både frisørerne og til mig selv, når vi holder kurser. Jeg får i hvert fald masser af ny energi, når jeg bruger hovedet på en anden måde end i salonen”.

Læs også: Scene3 er et nyt spændende kursussted i det jyske

FIND DIG SELV
For Helle har det betydet meget, at finde ud af hvor hun står, og hvor hun er på vej hen. ”I en lang periode havde jeg behov for hele tiden at have gang i en masse nyt. Nu har jeg brug for at blive i dét, jeg er i – at fordybe mig i mit arbejde. Og de friske pust kommer der masser af fra salonen og fra undervisningen”.

”Jeg synes jo, det er trist og skræmmende, at der er nogen, der går på arbejde for at få råd til at holde fri”, siger hun, og når nogen spørger, om hun aldrig bliver træt af at klippe, svarer hun: ”Nej, det gør jeg ikke. Jeg elsker mit job, jeg elsker at skabe, og jeg elsker, at når jeg yder noget, så kan jeg mærke, at det gør en forskel. Det interessante er jo ikke den mængde hår, der falder på gulvet, men det hår, der bliver tilbage”, siger hun.

HOLDNINGSÆNDRING HOS FRISØRERNE
Når man underviser, er det naturligvis meget vigtigt at signalere, at man har styr på det. Men Helle fornemmer også en holdningsændring blandt frisører generelt ude i salonerne. ”Jeg har en fornemmelse af, at frisørerne i dag i højere grad fungerer som konsulenter. De klipper ikke blindt dét, kunden fik klippet sidst, men de rådgiver om farver og stil. De finder ud af, hvad det er, kunden vil, og hvor fokus skal ligge, og de arbejder med saksen som med en pensel i håret. Men det nytter jo intet at have en saks til 10.000 kr., hvis man ikke kender teorierne bag klipningerne og ikke ved, hvordan man skal bruge den!”, lyder det fra Helle. Hun mener, at man skal have en ro og en ærbarhed omkring det job, man leverer, og man skal være stolt af sit arbejde.

Når hun underviser, tager hun udgangspunkt i sig selv, og for hende hænger frisørjobbet og undervisningen sammen. ”Det ene gør mig bedre til det andet - og omvendt”. Det er også vigtigt for hende, når hun underviser, at hun kan sige, at hun står i helt samme situation i hverdagen som dem, hun underviser. ”Det gør det nemmere, når de har en problemstilling. Så ved jeg, hvad de taler om”, forklarer hun.


”Jeg synes jo, det er trist og skræmmende, at der er nogen, der går på arbejde for at få råd til at holde fri".

LIDT FOR LØSNINGSORIENTERET
Helle hader halve løsninger. Så når hun gør noget, gør hun det 100 procent. Ellers vil hun hellere lade være. ”Jeg evaluerer hele tiden på de ting, jeg har gang i, og jeg bruger situationer, jeg kommer i til at se på, hvad jeg kan gøre bedre. Det gør jeg med alt i mit liv, og det er klart dét, der har været med til at bringe mig derhen, hvor jeg er i dag”.

”Ulempen ved det er, at jeg nogle gange er meget analyserende, og jeg ind imellem har svært ved at holde min mund. Der er ikke så langt fra tanke til handling”, siger Helle med et smil, og hun indrømmer da også, at hun ind imellem har brændt nallerne, fordi hun har været lidt for hurtig. ”Men når jeg tror på tingene, gennemfører jeg dem. Det kan være en webshop eller en herrefrisør i kælderen, og hvis det ikke går, så må man jo også bare tage konsekvensen af det”, siger hun. Men hun er heller ikke i tvivl om, at det er, når modgangen er størst, at man lærer bedst.

Der var helt klart et tidspunkt, hvor jeg følte, at jeg kunne blive ved med at kaste bolde op i luften, men der ikke var nogen til at gribe dem, og at jeg igen fandt nerven i det, jeg arbejder med. Det var på det tidspunkt, at jeg tog konsekvensen og sorterede alt det fra, mit hjerte ikke lå i”.

Det gjorde Helle Bøgvad i 2015, og siden da, siger hun selv, er hun blevet bedre til at mærke efter, inden hun giver sig i kast med nye projekter og frem for alt trække sig, hvis det ikke føles rigtigt.

”De ben, min virksomhed skal stå på, er salonen og undervisningen, og så satser jeg fremadrettet på kvalitet frem for på kvantitet. Måske er det i takt med, at jeg bliver lidt ældre, men man kan altså også slide sig selv op for hurtigt, og dét, der betyder noget for mig i dag, er, at jeg går lige så glad hjem, som jeg gik på arbejde. Arbejdet og hjemmet skal nemlig gå hånd i hånd”, forklarer Helle.


"De ben, min virksomhed skal stå på, er salonen og undervisningen, og så satser jeg fremadrettet på kvalitet frem for på kvantitet". - Helle Bøgvad

RESPEKTEN FOR FAGET VENDER TILBAGE
Hun er også meget glad for den tendens, hun ser i, at respekten for frisørfaget er ved at vende tilbage. ”I en årrække handlede det udelukkende om pris, pris og pris. Det er ved at vende. Forbrugerne ved godt, at en god klipning koster nogle penge. Når jeg har en kunde, der ringer og spørger mig, hvad det koster at blive klippet, svarer jeg ofte: Det interessante er vel, hvor lang tid jeg bruger på at klippe dig. Skal håret bare af, eller skal du have en frisure, der klæder dig, og som du bliver glad for? Men det er klart, siger man sådan, så skal der leveres”, griner Helle.

Hun ser samtidig også en tendens til, at kunderne i højere grad end tidligere ved, hvad de vil. ”De stiller enorme krav. De ser en frisure på de sociale medier og vil helst ligne det. Det udfordrer på flere plan. Selvfølgelig rent klippemæssigt, men i lige så høj grad handler det om, at man er så fagligt stærk, at de ”ikke kan løbe om hjørner med dig”, at man har så meget styr på tingene, at man også tør sige fra og være tro mod det, man ved, er rigtigt. Har man det, bliver kunderne mere lydhøre, og det giver i sidste ende en enorm frihed, og salonen bliver en endnu større og sjovere legeplads”.

Denne artikel blev publiceret i 2. udgave af Hair Magazine 2017.

Tekst: Pia Finne
Foto: Jesper Skovlund

Annonce

Nyeste produkter se flere produktnyheder

Moroccanoil nyheder

Moroccanoil nyheder

Moroccanoil byder både på dette års gaveæske, ideel til jul, og på enkeltstående stylingsprodukter til krøllet hår. Som altid er deres produkter plejende.
Rosaguld glattejern fra Moser

Rosaguld glattejern fra Moser

Det nye glattejern fra Moser er super flot og lækkert at holde på, og så varmer det også op på kun 25 sekunder. Salonsupport.dk er forhandler af produktet.
New Violet Silver Conditioner

New Violet Silver Conditioner

En fantastisk blødgørende pigmentbalsam for behandling af blondt og gråt hår. Silver pigmentet reducerer gul pigment og giver håret en flot klar glans.
Divine produkter fra Waterclouds

Divine produkter fra Waterclouds

Divine shower cream og Divine body lotion fra Waterclouds. Begge produkter og forkæler dig og din hud med fugt og nærende olier i den kolde vintertid.
Nyheder fra American Crew Techseries

Nyheder fra American Crew Techseries

Nu lancerer American Crew fire nye produkter til mænds grooming rutine: Control Foam, Texture Foam, Boost Spray og Firm Hold Styling Cream.

Annonce

Nyeste shows se flere frisørshows

Inspirationsaften med Revlon Professional

Inspirationsaften med Revlon Professional

Der var massere af inspiration at hente, da Revlon Professional inviterede til inspirationsaften med Martine Martinsen og Kevin Schou Birk fra American Crews all-star team.
Marcelklubbens London aften i Tivoli

Marcelklubbens London aften i Tivoli

Med dykkerudstyr, aquarium, hajer, flotte fisk, parpelotter, nøgne glimmermodeller og rullestol havde Marcelklubben gjort alt, hvad de kunne for at imponere.
Fokus på skæg i HeadBrands Creative Studio

Fokus på skæg i HeadBrands Creative Studio

HeadBrands åbnede sit Creative Studio op for nysgerrige frisører, der ville lære mere om skægtrimning, barbering og klassiske herrefrisurer.
Davines show: Hair On Stage 2017

Davines show: Hair On Stage 2017

Det spektakulære Theater Amsterdam husede Davines show Hair On Stage, der bød på den nyeste hårmode og kreativitet samt flere prisvindende frisører.
Davines show: Hair On Stage 2017

Davines show: Hair On Stage 2017

Det spektakulære Theater Amsterdam husede Davines show Hair On Stage, der bød på den nyeste hårmode og kreativitet samt flere prisvindende frisører.

Annonce

Frisurekollektioner se flere frisurekollektioner

Annonce

Frisørportrætter se flere frisørportrætter

Dorte Holk - Holk Intercoiffure

Dorte Holk - Holk Intercoiffure

Kunne du tænke dig at vide mere om Dorte Holk? Læs artiklen og få svar på eksempelvis hvor hun arbejder og har været i lære, hvor hun henter henter inspiration, hvad hendes bedste oplevelse er som frisør og meget mere.
Claus Nissen

Claus Nissen

Claus Nissen fra HH Simonsen, har en passion for sakse, og den passion har han gjort til sit levebrød.

Annonce

Nyeste videoer se flere videoer

Hair Magazine deltog ved Salon International 2017

Hair Magazine deltog ved Salon International 2017

Hair Magazine var på plads ved dette års Salon International. Se denne lille video fra messen.
KMS Genderless Grooming Teaser

KMS Genderless Grooming Teaser

KMS Nordisk inspireret af Unisex trenden! KMS Nordisk lancerer produktkampagnen 'Genderless Grooming' i september, der fokuserer på kønsneutral hårstyling.
Gå ikke glip af Trevor Sorbie til Salon International 2017

Gå ikke glip af Trevor Sorbie til Salon International 2017

Fantastiske Trevor Sorbie, der har vundet flere priser en nogen anden, kommer til årets Salon International. Her er en teaser på, hvad der venter til messen.
Tondeo præsenterer BLAZOR

Tondeo præsenterer BLAZOR

I den her video præsenteres the BLAZOR, og hvordan den kan anvendes enkelt og sikkert uden det krævet en speciel teknik.
Modern Ikon Collection - Essential Looks SS17 Schwarzkopf Professional

Modern Ikon Collection - Essential Looks SS17 Schwarzkopf Professional

Inspireret af SS17 catwalks, har Schwarzkopf Professional lavet Essential Looks Modern Ikon kollektionen.