Københavns Frisørskole er det fedeste sted

Friha Akhtar blev vinderen af Hair Magazines Facebook-konkurrence, der gik ud på at finde den bedste historie om en frisørskole. Friha fremhæver såvel ledelsen som atmosfæren og muligheden for at udvikle sig og lære.
Hvorfor er netop den frisørskole, du går på den bedste? Sådan lød spørgsmålet til en konkurrence, som Hair Magazine netop har afviklet på Facebook, hvor alle i frisørbranchen havde mulighed for at deltage. Den bedste historie blev fortalt Friha Akhtar, der går på Københavns Frisørskole.
Friha Akhtar er 30 år, og da hun begyndte på skolen, var det på aftenholdet, fordi hun havde arbejde ved siden af. ”Da jeg mistede mit arbejde var skolens ledelse super til at hjælpe, så jeg i stedet kunne komme på dagsholdet”, fortæller Friha, der ser skolen, ledelsen, lærerne og eleverne som én stor familie, hvor alle respekteres for deres forskelligheder, og hvor alle spiller rigtig fint sammen.
Friha er tilknyttet skolens nye salon på Valby Langgade, og hun elsker, at have med kunderne at gøre.
”Jeg holder meget af det kreative ved faget og ikke mindst at tale med kunderne og sætte mit eget præg på kunderne. Det fedeste er en kunde, der kommer ind og som ikke rigtig ved, hvad hun vil, og hvor man så kommer et med forslag. Og når kunden ser resultatet, får hun det specielle tilfredse smil på læben. Det gør mig superstolt og det er fedt”. Friha fortæller, at ledelsen lytter meget til eleverne på skolen, og at der gøres rigtig meget, for at eleverne har de bedste materialer at arbejde med.
”Vi har f.eks. lige fået en aftale med ghd om, at vi arbejder med deres stylingjern. De kommer og underviser os, vi får besøg af deres teknikere, og indsigten kan vi bruge i salonerne”.
Afslappet miljø
Der er 70-75 elever på forskellige niveauer på skolen, og Friha fortæller at miljøet er afslappet og rart.
Men mest af alt fremhæver hun den team spirit, der er.
”Vi arbejder sammen om at skabe de gode resultater”, siger hun.
Selv er Friha allergladest for farveteknikkerne, fordi det er en udfordring, der sker meget på området, og det er spændende at bruge de nye teknikker på kunderne.
”Men en kreativ klipning, der understreger personligheden og farven er også sjovt”, siger hun.
Når Friha er færdig på skolen om 6-7 måneder er hendes helt klare plan at blive selvstændig frisør.
”Det er det, jeg arbejder målrettet efter, og derfor er det så fedt med kombinationen af produktsalg, service og kommunikation, og at vi praktiserer det på rigtige mennesker hver dag”.

Frihas vinderhistorie fra Facebook
Om Københavns Frisørskole
Københavns Frisørskole er et privat uddannelsesinstitut, som siden sin start i 2001 har tilbudt den professionelle 1-årige Frisøruddannelse og kurser inden for hår og make-up.
Man tilbyder en intensiv frisøruddannelse, basiskurser indenfor make-up og frisørfagets færdigheder, hvor du bliver undervist af højt kvalificerede og erfarne undervisere, samt gæstelærere fra både ind- og udland.
Tekst: Pia Finne
Se desuden flere frisørartikler om hårmode, styling og frisørshows her






