Frisørartikler - Intercoiffure satser på synlighed

”Tidligere havde Intercoiffure stor slagkraft i branchen. Den førertrøje vil vi atter trække i og sætte vores præg på det danske frisørmarked”, lover Allan Kliim, præsident for Intercoiffure Danmark. Løftet kommer oven på en meget succesfuld Nordic Congress, der har gjort sit til at Intercoiffure Danmark nu befinder sig på internationalt niveau.

Af Pia Finne
Det har været super spændende. Men det har også været en enormt stor opgave, det har taget rigtig meget af såvel min som hele bestyrelsens tid i igennem mere end et år”. Det fortæller Allan Kliim, præsident for Intercoiffure Danmark efter det store arrangement Nordic Congress løb af stablen. Og nu sidder han så tilbage med en god fornemmelse af en stor succes med kongressen, og med en fornemmelse af et antiklimaks - at have utroligt meget tid til overs – nu hvor hvert ledige minut ikke går med at tænke Intercoiffure.
Faktisk klappede alt til UG, og Allan Kliim tilskriver succes den store arbejdsindsats der er lagt i projektet, krydret med lidt held.

”Alt spillede. Det var en stor opgave, men vi forstod at løfte den i flok. Vi har mange kreative kræfter, der har gjort et kæmpestort stykke arbejde, og efter min mening, blev Nordic Congress i København løftet et niveau over noget, vi hidtil har set”.
Og det var i øvrigt også meningen: At få Danmark op på et niveau, der viser, at vi sagtens kan måle os med resten af verden.

Faktisk begyndte arbejdet med Nordic Congress allerede for to år siden, mens Bjørn Hirtsgaard stadig var præsident for Intercoiffure i Danmark, men Allan Kliim var dengang en del af bestyrelsen og har derfor været med hele vejen!
”Og det har jeg været rigtig glad for. Jeg kan godt lide kontrol og styring, og jeg kan godt lide at vide, at tingene bliver gjort 100 pct.”
Ideen med Nordic Congress har fra begyndelsen været at krydre det faglige med det sociale i hyggelige, københavnske rammer.

”Intercoiffure er et socialt såvel som et fagligt netværk, og skal man højne branchen, mener jeg klart, man skal styrke de tætte samarbejder og det stærke netværk – også på tværs af de nordiske grænser såvel som internationalt”.

Et sekundært formål med en Nordic Congress er naturligvis også, at gøre opmærksom på Intercoiffure i frisørkredse, og måske ad den vej få flere medlemmer til organisationen.
Dog er der stadig kriterier for hvem, der bliver medlemmer af Intercoiffure”, understreger Allan Kliim. Der er klart nogle høje kvalitetskrav, der skal leves op til.
Netop for at vise, hvad Intercoiffure står for, havde man sammensat et Fashion Team bestående af de 10 mest toneangivende frisører i Danmark, Wella stillede op med deres kreative team og det samme gjorde L’Oréal.
Og et efterfølgende evalueringsskema til deltagerne har vist, at der er stor tilfredshed med såvel kreativiteten som fagligheden.

Rød tråd i Intercoiffure
Tanken med Nordic Congress var at skabe en rød tråd i Intercoiffure – og det er også den strategi, der gælder i fremtiden.
”Tidligere havde Intercoiffure stor slagkraft i branchen. Organisationen står stadig for noget unikt, men den er vandet ud igennem årene. Nu vil vi igen tage førertrøjen på, og sætte vores præg på det danske frisørmarked”, lover Allan Kliim.

Samtidig er han meget glad for det store arbejde Sassha Hirtsgaard gør med Young Intercoiffure, hvor de unge frisører lærer Intercoiffure at kende fra deres spæde start i branchen.
”Vi har nu en god struktur på tingene, og vi er der henne, hvor vi har skabt et solidt grundlag, vi kan bygge videre på, og fastholde det niveau, vi er kommet op på”.

Det handler om synlighed
Som et led i bestræbelserne på at sætte et præg på den danske frisørbranche, vil man også markedsføre Intercoiffure stærkere i fremtiden.
”Det handler om, at vi skal være mere synlige. Vi skal vise, hvad vi kan, og vi skal bruge den bredde, vi har, og trække på alle medlemmernes kreativitet, så vi ikke ”dræner”, men i stedet motiverer vore medlemmer”.

Netop derfor har man også selv lagt lidt låg på markedsføringen ud ad til i det seneste års tid.
”Vi vil vise, at vi indeholder mere. Og vi vil hellere komme med en eksplosion, der kan få os tilbage på rette vej i forhold til forbrugerens opfattelse af Intercoiffure”.
Et af målene med Intercoiffure er at signalere kvalitet i forhold til forbrugeren, så kunderne kommer ind i forretningen, når de ønsker kvalitet, men det handler også om at frisørerne, der står i forretningen, skal være stolte af at være en del af Intercoiffure.
”Og derigennem vil vi gerne hente nye medlemmer”.

Således lægges der også mange kræfter i undervisning og demonstrationer – eller indirekte markedsføring, der i højere grad er indadrettet end udadrettet.
”For selv om et show som Nordic Congress er indadrettet, taler frisørerne til deres kunder om det fantastiske Intercoiffure-show og pludselig er det også udadrettet, og forbrugerne kan efterfølgende se billeder fra showet på f.eks. hairmagazine.dk”, forklarer Allan Kliim.

Ny visioner på et solidt fundament
Allan Kliim har mange nye visioner og ideer i forhold til Intercoiffure i Danmark, men han er også helt klar på, at det er vigtigt, at huske fundamentet.
”For selv om man tænker nyt, skal hjertet og den base, organisationen er bygget på med i det, man gør. Intercoiffure er en traditionsrig organisation med mange frisører, der har været medlemmer i mange år. Det skal vi bestemt ikke feje ad bordet. I stedet skal vi bygge videre på den viden og den historie, vi har, så vi får tingene til at spille også i fremtiden. Det handler i bund og grund om at lytte til hinanden i stedet for bare at mase derudad”.

Dermed ikke sagt, at Intercoiffure ikke kan tåle at blive rystet lidt og skubbet lidt til, for det skal der ind imellem til, hvis man vil op på et nyt niveau.
”Således handler det heller ikke om at promovere den enkelte frisør i fremtiden men i stedet om at promovere bredden i Intercoiffure”.
Intercoiffure har tidligere været klandret lidt for at have ”københavnernykker”. Måske fordi en stor del af bestyrelsen havde saloner i København.

”Men jeg tror på bredden, og det er vigtigt, at der også er jyske medlemmer med i bestyrelsen. Der findes jo både mail og telefon i dag”, siger Allan med et smil. Han mener, der er sket en demokratisering af organisationen, både hvad angår holdninger og beslutninger, og han vil have medlemmerne i spil. De skal også være med til at beslutte, hvad der skal foregå i fremtiden!

Se flere  frisørartilkerfrisørshows eller læs om hårmode her.