Eleverne skal opleve glæden og passionen

Frisørfaget mangler elever, og salonerne har ikke råd til at have dem. Derfor er kongstanken hos hair construction, der står bag Dogmakurserne for elever, at eleverne skal tilbage til salonerne og være med til at tjene deres egen løn. Det er en win-win situation, og selvom kurserne kører efter næsten militære principper, elsker eleverne dem.

“Man skal skynde sig langsomt. Man skal op i tempo, men man må ikke stresse tingene igennem.”
- Jan Lauritsen

”Eleverne skal ikke bare være en merudgift i salonerne. De skal tjene deres egen løn hjem. Det er godt for salonen, det er godt for faget, for salonerne har bedre råd til at tage elever, og det er godt for eleven, der oplever glæden ved faget, som får lov til at lege med hår, frem for at tilbringe sin læretid som vaske- og fejepige”. Det mener Jan Lauritsen fra hair construction, der nu på tredje år holder dogma-kurser for frisørbranchens elever, og han lover, at eleverne, der deltager på kurserne, kan betjene kunder efter ganske få måneder.

Vi sidder i Underground – hair constructions træningslokaler i kælderen under salonen på Østerbrogade i København. På herrekurset er otte piger, og de knokler!

Energien er i top, og det samme gælder motivationen. Det herrekursus, vi besøger, kører over 14 dage – hver dag – og fra kl. 8 til 20. Og Jan Lauritsen sammenligner det selv lidt med en militær bootcamp. ”Vi er ikke pædagoger, vi er professionelle frisører, og det skal deltagerne på kurset også lære at blive”, fortæller han. Eleverne bliver hurtigt delt op i A-, B- og C-hold, og hver dag holdes et aftenmøde, hvor hver enkelt elev evalueres. De får at vide, hvordan de har udviklet sig, og hvad de
skal øve sig på dagen efter. En løbende evaluering sker der naturligvis også. Konceptet lyder på benhård, intensiv træning, som det er svært at opnå i salonen til hverdag. Og frem for alt kontinuitet i undervisningen, hvilket heller ikke lader sig gøre i hverdagen.

“Hver teknik er en klods. Når der kommer en kunde, skal man se på personen, og bygge
frisuren op af forskellige klodser, så der opstår et individuelt look.” - Jan Lauritsen


På herrekurset klipper deltagerne således 75 rigtige modeller og 25-35 mannequiner, og dermed klipper de på 14 dage flere herreklipninger, end man gør i løbet af et fire-årigt skoleforløb. ”Vi arbejder så hårdt, at pigerne hverken har tid til kærester, venner eller Paradise Hotel, for vi mener, at det i bund og grund handler om erfaring, øvelse og selvsikkerhed”. Jan Lauritsens holdning er, at erfaring ikke har noget med alder eller antal år, man har arbejdet i faget, at gøre. Og det var i øvrigt ud fra den devise – og med inspiration i et program, som Jan så på Discovery om netop erfaring kontra alder, at Dogma blev født.

”Vil du helst behandles af en 55-årig læge, der har opereret 50 gange eller af en 25-årig læge, der har opereret 500 gange? Og det samme gør sig gældende i vores fag”, lyder det.

VI SKAL HAVE FLERE ELEVER

Dogma består af tre kursustyper: Et farvekursus, et herrekursus og et damekursus. Kurserne kører uafhængigt af hinanden, men alle er de målrettet eleverne i frisørbranchen.

Visionen om at uddanne elever havde hair construction allerede i 2003, hvor ideen om Dogma blev fostret. ”Vi ville gerne gøre noget for at få flere elever i frisørbranchen, og en af måderne var at give frisørerne bedre mulighed for at tjene penge på eleverne hurtigere”, fortæller Jan Lauritsen. Derfor er kurserne også bygget op, som de er, med farvekurset først.

”Det er i forhold til farvningen, at eleverne hurtigst kan komme i gang ude i salonerne med såvel striber som reelle farvninger, for de vil aldrig stå alene med det, der vil altid være en frisør ind over”, forklarer Jan.

Kursus nr. 2 er herreklip, og her mener Jan, at eleverne kan begynde at klippe kunder efter 3-6 måneder. Gælder det det sidste kursuspunkt, nemlig dameklip, mener Jan, der går godt halvandet år, før eleverne kan bruge det i salonen. Ganske enkelt fordi, der med dameklip er mange flere muligheder, det er sværere at overskue og kræver mere modenhed. ”Og set i lyset af, at mange elever, der kun følger den traditionelle uddannelse, praktisk talt ikke kommer til at klippe en kunde før han eller hun er udlært, må det siges at være OK”.

Faktisk har man i hair constructions egne saloner lavet en kalkulation, der viser, at et herrekursus til 15.000 kr. tjener sig hjem i løbet af tre måneder, hvor eleven kan bruge det, hun har lært, i salonen! Ydermere viser erfaringerne, at færre elever stopper, når de tidligt får lov til at prøve de mange forskellige aspekter af faget. ”Jeg er bange for, at fremtiden kommer til at byde på to typer frisører: Dem, der udelukkende er uddannet på skolen, og dem, der har været i mesterlære. For
der er ganske enkelt ikke nok elevpladser, som det er i dag”. Det, mener han, er en stor fare.

”For i salonerne skal eleverne udvikle sig fra at være 16-årige skolebørn, der er vant til at alle altid klarer alt for dem, til at være personer, der kan gebærde sig i forhold til andre mennesker, som kan tale med andre mennesker, og som kan arbejde i et team”. Og det er netop det, Dogma-kurserne
lærer de unge; at være voksne, ansvarsfulde og arbejdsglade elever. Derfor er service, samarbejde og livsindstilling også en del af kurset.

”Vores filosofi er, at de unge skal arbejde som et team, de skal stå sammen, og er der nogen, der er bagud, hjælper man dem, man hjælpes med at rydde op, og man tager ansvar – som i en rigtig salon”.

150 HAR VÆRET IGENNEM
150 elever har været igennem et Dogma kursus siden starten for tre år siden, og antallet er langsomt stigende. ”Men hvad, der er bemærkelsesværdigt, er at de mestre, der sender deres elever på kursus, er meget loyale, og løbende sender elever af sted”.

Som udgangspunkt er der ingen regler for, hvor lang tid en elev skal have været i lære, før vedkommende kommer på kursus. ”Men vi lægger et ansvar over på mestrene for, at de er modne og disciplinerede. At de har kendskab til hår er ingen forudsætning”.

Jan Lauritsen kører farve- og herrekurserne, Eske Rubin er inde over farvekurserne, mens Rikke Tholstrup og Palle Frese tager sig af damekurserne. I alt har godt 32 elever været igennem kurset på et halvt år, og Jan Lauritsen understreger, at ud af 10 elever, når de 9 det forventede niveau, der ligger på faglig højde med en nyuddannet frisør – dog ikke med den samme arbejdshastighed.

 


EN BEDRE FORSTÅELSE

Keisey Pedersen fra Salon Madonna i Esbjerg er på Dogma herre kursus hos hair construction, og hendes mål er at blive opdateret og optimeret, og at blive en endnu bedre frisør.
”Jeg begyndte min læretid ét sted, hvorefter jeg var væk fra faget, og kom tilbage i lære i en anden salon. Derfor føler jeg, jeg trænger til at blive opdateret, både med de basale klippe teknikker og de nye tendenser”.

Keisey er ikke i tvivl om, at kurset giver hende et større overblik og en større forståelse for individualismen og forskelligheden i frisurerne. ”Det er super inspirerede og berigende, og jeg føler virkelig, at jeg udfordrer mig selv på såvel mine styrker og ikke mindst på mine svagheder. Og når man arbejder med sine svagheder og bliver stærk også på dem, går man ikke på kompromis, og
dermed bliver man en bedre frisør”.

Keisey kan godt lide den direkte og kontante kommunikationsform. ”Så ved man, hvor man står”, siger hun, og hun glæder sig til hver eneste dag.

 


GRÆNSERNE OVERSKRIDES

Amalie Kyllesbech er lige kommet i lære hos Zenz i København i juli, og hun er super glad og stolt af at have fået lov til at deltage i kurset.

”Det giver mig en større forståelse for faget, og jeg kan pludselig se, at det ikke kun handler om at klippe lige og rigtigt, som vi lærer på skolen, men også om at være visuel, at kunne se på et billede, og se hvordan håret er klippet, og at kunne se på en kunde, hvad der passer til hende eller ham”.

Amalie kalder kurset for megasjovt, fedt og  inspirerende. ”De første to dage var vildt hårde, nu er det super sjovt. Og så føles det som om vi har kendt hinanden i mange år. Vi hjælper hinanden og lærer af hinanden, vi fjoller og vi er alvorlige”. Amalie kan se en udvikling. ”Første gang, vi klippede, havde vi to timer, nu en uge senere har vi tre kvarter, og ofte har jeg tid tilovers. Det er bare fedt, og så er det vildt, at jeg faktisk nu har det, der skal til for at betjene en kunde i salonen. Amalie fortæller også, at det har været en god øvelse, at skulle spørge mennesker på gaden, om de ville være modeller. ”Der er helt klart blevet overskredet nogle grænser”, siger hun med et smil, og hun synes det er fedt, at hun nu kan være med til at tjene sin egen løn

Tekst: Pia Finne

Foto: Claus Peuckert

 

Se flere frisørartikler om frisørkurser, frisørshows og hårmode her!