Et nyt syn på livet
Jan Plaugborg Eskildsen

Jan Plaugborg Eskilds en har skabt en serie svanemærkede hårpleje- og stylingprodukter, Ingredién, der tager hånd om frisørerne så vel som forbrugerne.

”Vi vil gerne gøre tingene anderledes. Allerhelst lidt på hovedet, og vi tænker gerne ud af boksen”. Sådan siger Jan Plaugborg Eskildsen, der står bag Hair Team Company, som netop nu lancerer produkter uden skadelige stoffer til frisørbranchen. Men det er faktisk ikke bare ideen om at gøre noget anderledes, der danner basis for det nye, svanemærkede brand, ingredién. Faktisk er grundene meget personlige.

Jan Plaugborg Eskildsen har en fortid som frisør, og har været i frisørbranchen i mange år. For tre år siden besluttede Jan Eskildsen at stifte familie, hvilket viste sig ikke at være så let som først antaget. Hans sædkvalitet var nemlig helt i bund. Jan kalder sig selv for maksimalist. Tingene skal gøres 110 pct., og derfor begyndte han at researche.

”Først undersøgte jeg, om det havde noget med homogener og kvindelige kønshormoner at gøre. Det havde det ikke... Dernæst tog jeg fat på at undersøge det mest nærliggende, nemlig frisørfaget, som jeg har arbejdet med i mange år. Og det, jeg fandt ud af, var overraskende rystende. Så rystende, at jeg nogle dage slet ikke kunne rumme det, da det gik op for mig, hvor mange skadelige stoffer, jeg har smurt hænderne, hovedbunden og kunderne ind i hver eneste dag igennem mange år”, fortæller Jan – og samtidig viste det sig også, at problemet med dårlig sædkvalitet, er blevet mere og mere udbredt i de senere år i takt med, at der generelt er kommet flere og flere uheldige stoffer ind i vores hverdag.

Jan er uddannet frisør hos Per Intercoiffure i Århus, og efter en årrække fik han sin egen salon, FreQenz Intercoiffure – også i Århus. ”Men jeg var den heldige vinder af en dårlig ryg, så jeg måtte til sidst droppe at være aktiv frisør, og jeg begyndte at læse markedsføring og økonomi. Jeg skrev min hovedopgave for HairMix omkring kunderelationer og interne problemstillinger, og det resulterede i, at jeg blev ansat hos HairMix til at udvikle såvel internt som eksternt. Det handlede om at give frisørmestrene et mere merkantilt fokus, for ”bare” at klippe hår, er der nemlig ikke penge nok i i fremtiden”, fastslår Jan Plaugborg Eskildsen. Men tiderne er hårde, og Jan mistede sit job.

Fra hundeshampoo til ingredién
Og for at begyndte historien et helt andet sted, så har Jan og hans mand Ole en hundekennel, hvor de opfostrer udstillingshunde. ”Hunde kan heller ikke tåle alle de uheldige stoffer. De har allergier i huden, de får mærkelige hvalpe, kommer ikke i løbetid, absorberer hvalpe halvvejs i en drægtighed, osv. og da Ole tidligere er uddannet laborant, begyndte han for nogen tid siden at fremstille og sælge ingrediPet, svanemærkede hundeplejeprodukter uden skadelige stoffer”.

Det satte tankerne i gang hos Jan, for kan det lade sig gøre til hunde, kan det vel også lade sig gøre, at få svanemærket en serie hårplejeprodukter til mennesker!

Jan begyndte med at opstille fire målsætninger:

1. Produkterne skal præstere (dvs. de skal kunne det, de lover og virke efter hensigten!)
2. Produkterne skal kunne svanemærkes
3. Tænk/indarbejd bæredygtighed på emballageområdet og på selve produktet i forhold til miljøet.
4. Produkterne skal indeholde så mange certificerede økologiske råvarer som overhovedet muligt,   
uden at gå på kompromis med effekten af produkterne.

For at blive svanemærket stilles strenge krav til stoffernes nedbrydelighed, giftighed og bestandighed i vandmiljøet. Indholdet af stoffer, som kan give anledning til allergi eller evt. andre skadelige effekter, er enten forbudt eller begrænset til et minimum. Stoffer som findes på EU's liste over muligt hormonforstyrrende stoffer, herunder parabener, må heller ikke indgå. Ud over krav til miljø og sundhed stilles også krav, som reducerer forbruget af emballage, og som sikrer produktets kvalitet.  ”Jeg ville have, at mine produkter skulle svanemærkes, for jeg har alt for ofte oplevet, at ”naturligt og grønt” mere end noget andet er et modeord, der bruges i flæng og forkert. Og så var det vigtigt for mig, at produkterne kan det, de lover. Derfor er der også enkelte produkttyper, der ganske enkelte ikke findes i serien. De kunne ikke laves godt nok!”.

Jeg er ikke hellig
Skal et produkt svanemærkes, stilles der store krav til genanvendeligheden, og til mængden af emballage i forhold til produktets mængde. Også det krav har Hair Team Company levet op til med en emballage skabt i samarbejde med en flok designere i Århus. Og udtrykket er bestemt ikke kedeligt og ”frelst”, men med masser af liv og farver.

Økologiske kalder Jan Plaugborg Eskildsen med vilje ikke sine produkter.
”Der er gået alt for meget inflation i det ord, og bare, der er en lille del økologisk i et produkt, kaldes det økologisk. Det vil jeg ikke. Tværtimod vil jeg gerne have fokus væk fra om et produkt er kemisk, naturbaseret eller økologisk, og drejet over på de ingredienser der er i produkterne i stedet for. For nogle kemiske stoffer er gode – andre en katastrofe, og det samme er gældende med såvel naturlige som økologiske stoffer. Så vi skal have fokus på, hvad der er i”, siger han. Og han understreger, at han ikke er hellig. ”Selv om det ind imellem kan være svært ikke at være det”, smiler han.

Han mål er naturligvis at sælge produkter, men han vil også gerne give viden til frisørerne.
”I bund og grund handler det om at tænke sig om”.

Ud på det dybeste vand
Da Jan Plaugborg Eskildsen tog skridtet ud i at fremstille svanemærkede vaske-, pleje- og stylingprodukter, beskriver han det selv som at begive sig ud på det dybeste vand. ”Og alt og alle har ganske enkelt været sat i sving. Så da det viste sig, at det kørte, og testene var i orden, var det super fedt”. Og indstillingen fra omverdenen har været god.

”Selvom der var en del, der mente, det var sindssygt at starte virksomhed op midt i finanskrisen”.
Og det har været hårdt, indrømmer Jan. ”Vi har skullet vende hver eneste 25-øre, og vi har satset alt, vi ejer og har”. Derfor er der slet ingen tvivl om, at det er passionen, der har drevet Jan – og den viden, han fik om de mange ingredienser og hvad, de kan gøre ved os.

Han indrømmer også, at det er hele hans livsholdning, der har ændret sig. ”Vi påvirkes jo på alle fronter, fra drikkevandet til det vi maler vore vægge med. Men det handler om ikke at blive hysterisk – i stedet skal der træffes nogle valg”, mener han, og tror på, at han kan være med til at gøre en forskel.

Team af skøre eksistenser
Han kalder virksomheden for et team af skøre eksistenser og gode mennesker, der alle kan tænke ud af boksen. ”Det gør at vi kan samarbejde på tværs, for at skabe det optimale produkt”, siger Jan, og han har slet ikke tal på de mange, mange, mange timer der ligger i udviklingen af de 21 produkter som serien rummer. ”Min drøm var at skabe en fuldt ud dækkende serie til den professionelle frisør. Det er lykkedes. Og de tilbagemeldinger, jeg får, er super positive”.

Samtidig er det Jans holdning, at man hele tiden skal gøre det så godt, man kan. ”Og vi skal løbende være på forkant med udviklingen. ”Godt nok” eksisterer ikke for mig. Det er hverken fugle eller fisk. For mig er det enten eller”. Derfor diskuteres også løbende småjusteringer, for innovation og videreudvikling er vigtigt – og Jan vil gerne gøre produkter og emballage endnu mere bæredygtige med tiden. Der er også flere nye produkter på vej i serien. Og selv om det er et nyt liv for Jan og Ole, er de meget glade for, at de gjorde det. ”Det kører godt, og vi har fået et helt nyt syn på livet”..

Tekst: Pia Finne
Foto: Peer Mortensen

Se flere frisørartikler om frisørkurser, frisørshows og hårmode her!