Ny inspiration fra Marcelklubben

Stemningen var sat da Københavns Frisørlaug havde fået Marcelklubben til at inspirere på det ny teater.

Yvonne Hemming og Yasmin Stallknecht havde sørget for en flot åbningsseance med sirene-dans, vind i håret og fede moves. Derefter bød præsident Johnny Poulsen og Claus Rasmussen velkommen til det første team; Casper Thomas fra More Tea Sir klippede graduering i nakken og farvede felter i siden, samt lavede en flot opsætning med noget der lignede vinger i håret. Mette Faldborg fra Unique.M klippede skygger i håret og præsenterede en genial flettet hat i meget langt hår. Finn fra Ellegaard havde fokus på en moderne graduering både i en kort og en lidt længere udgave.

Efter pausen startede showet op igen med Donja og Michelle fra Ellegaard, Camilla fra Zimmersonne og Sara og Sofie fra Arthur, som alle er unge spirer i Marcelsaloner. Derefter blev andet team præsenteret af Hasse Kliem fra More Tea Sir; Fie fra Reno Blvd. arbejdede med røde og kobber farver og et stort bredt pandehår sat op mod en lang pjusket nakke. Mogens fra Zimmersonne arbejdede på en kort page i lyst hår med mange detaljer. Claus fra C klippede asymetrisk og frækt med ekstensions i pandehåret.




Tekst: Poul Tvernø
Foto: Erling Kurte

Se flere frisørartikler om frisørkurser, frisørshows og hårmode her!