En forrygende oplevelse i stil og hår
Munthe plus Simonsen til Copenhagen Fashion Week

HH Simonsen havde inviteret 50 frisører til en dag i forkælelsens tegn under modeugen i København – med Munthe + Simonsen showet som højdepunktet. Stylingen af showet stod Marianne Jensen for i samarbejde med HH Simonsen og Joico.
En kæmpe oplevelse, masser af forkælelse og VIP behandling fik 50 frisører i forbindelse med modeugen i København, da HH Simonsen inviterede til en dag i modens tegn. Der blev indledt i Munthe + Simonsens butik i det indre København, hvor der blev serveret champagne og kigget på tøj. Herefter blev frisørerne hentet i Mercedes Limousiner og kørt til det smukke Nimb, hvor der indledningsvis blev serveret et glas vin i Vinoteket, hvorefter frisørerne blev ført op til selve showet – selvfølgelig som de første, så de ikke skulle stå i kø i regnvejret nede på gaden.
Selve showet var forrygende med ”live” korsang, der akkompagnerede de smukke modeller på catwalken, forrygende hår og en meget smuk styling. Efter showet blev frisørerne inviteret backstage, champagnen blev serveret, og stylisten Marianne Jensen fortalte om stylingen, om hvilke produkter, der var blevet anvendt, og så gav hun naturligvis stylingtips, der kunne tages med hjem til salonerne.
Naja Munthe fortalte om hendes tanker og visioner bag kollektionen til efteråret og vinteren.
”Da arrangementet på Nimb var slut, sørgede vi for, at frisørerne kunne komme ind på det absolutte in-sted Zen, hvor de hyggede sig resten af aftenen og natten”, fortæller Lisbeth Simonsen fra HH Simonsen.
Tørt, messy look
Marianne Jensen havde ansvaret for stylingen, og hendes idé var at skabe et tørt, messy look, der matchede Munthe + Simonsen stilen. ”Joicos TextureSpray brugte jeg i alt forberedelse af håret til selve looket”, fortæller hun.
Herefter var idéen at skabe et tørt, lidt rodet look. Håret blev fønet med en rundbørste ud fra en midterskilning, hvorefter det blev stylet med det store krøllejern. Alle enderne blev holdt glatte resten af håret blev let touperet og friseret med børsten inden modellerne skulle på catwalken”, fortæller Marianne Jensen. Til at skabe look brugte Marianne Styling Liquid recontructor, Styling joifix medium, Pearl powder og Hairspray HH Simonsen FINISH.






Marianne Jensen havde ansvaret for stylingen, og hendes idé var at skabe et tørt, messy look.










Naja Munthe takker for det store bifald.
Tekst: Pia Finne
Foto: Claus Peuckert
Se desuden frisørartikler om hårmode, styling og frisørshows her






