COKA COIFFURE - Ny salon skråt overfor

Kaj Andersen og Jakob Veis åbnede deres salon Coka Coiffure i 2004. For et par måneder siden fik dukkede muligheden for at flytte til større og bedre lokaler. De to frisører satte alle sejl til og har netop indviet en supermoderne salon.

Kaj Andersen, 48 år, er den ene af ejerne af Coka Coiffure i Tordenskjoldsgade i Århus, som åbnede i 2004. Han er oprindelig fynbo, men har boet i Århus i mange år og blev udlært frisør i byen. Her startede han med at undervise, men kom snart til L’Oréal som uddannelseskonsulent, hvor han var i 17 år.

Den anden ejer er Jakob Veis, 34 år. Han er også uddannet i Århus, og han mødte Kaj Andersen hos L'Oréal, mens han var elev. Hos L'Oréal lærte Kaj Andersen en anden underviser, Alice Pedersen, at kende. Foruden at undervise hos L'Oréal havde hun flere saloner i Århus under navnet Frisør Alice. Den ene af salonerne lå i Tordenskjoldsgade. ”Da Alice måtte stoppe med at arbejde som frisør på grund af frisørskader, fik Jakob og jeg for tre år siden mulighed for at overtage hendes salon,” fortæller Kaj Andersen.

”Alice åbnede i stedet for en tøjforretning skråt overfor på hjørnet i samme gade. I år ønskede hun at afvikle sin forretning, og det gav os mulighed for at flytte fra vores salon på 48 kvadratmeter til en forretning på næsten det dobbelte areal. Alice’s tøjforretning er igen blevet til frisørsalon, som den oprindelig var tilbage fra 1954.”

Ombygningen
”Da vi skulle indrette vores nye salon, forhørte vi os hos kolleger, hvem vi skulle vælge til at hjælpe os med indretningen. ’Prøv at ringe til Kristian fra Bella Vista’, var der flere, der sagde. Så vi ringede til Bella Vista i Silkeborg og mødtes med Kristian Rasmussen, som målte op og viste brochurer og billeder.”

Allerede efter et par dage ringede Kristian Rasmussen tilbage for at aftale møde, samtidig med at han præsenterede et udkast til indretning af den nye salon.

”Kristians forslag var helt anderledes end det, vi havde forestillet os. Men vi kunne med det samme se, at hans idéer lige var sagen for os. Vi troede for eksempel, at behandlingsstolene skulle være langs væggene. Men Kristian havde placeret dem midt i lokalet. Jakob og jeg havde talt om at få massagestole, som går lidt op i luften. Men Kristian havde idéer og gode forslag hele vejen igennem, som gjorde at vi sagde: Wooouvvv! Hvor er det flot! Han havde fundet både spejle, stole og vaske, som vi syntes var vildt spændende. Vi kørte til Bella Vista i Silkeborg for at se på det foreslåede inventar, og det eneste vi ændrede på, var valget af betjeningsstole. Kristians forslag til stole så flotte ud, men man sad ikke så godt i dem. Lynhurtigt fandt han en anden model, som vi valgte. Kristians arbejde var alt i alt inspirerende, overraskende og perfekt - lige til UG.”

Stuk og slangeskind
Den nye Coka Coiffure salon ligger nu i en hjørneejendom med en række vinduer ud til to gader i et lysreguleret kryds. Facaden er nymalet i dyb, gråsort farve. Over vinduet i hjørnet er skiltet Coka Coiffure med de to C’er malet i guld og bogstaverne i sort. Logoet er håndlavet af Kaj Andersens far, som er tømrer. Skiltet er flyttet med fra den tidligere salon. Endvidere er der ud mod de to gader lavet aflange skilte med navn, telefonnummer, online booking og adresse med hjemmesiden. Nemt at læse for bilisterne, når de holder for rødt. Indenfor oplever kunderne et rum med højt til loftet og en søjle placeret midt i forretningen. Væggene er groft pudsede og malet hvide. Stukken i loftet er den oprindelige farve, som nu fremstår beigegul, fordi den slet ikke er rørt under ombygningen.

”Vi valgte at lade stukken forblive urørt med de skader, den nu har, fordi det giver liv i rummet. Loftet er ligesom væggene pudset og malet hvidt,” fortæller Kaj Andersen. Gulvet er lagt med slidstærkt linoleum i kvadrater i marmormønstret sort-grå farve, som er praktisk og modstandsdygtigt overfor hårfarver. Samtidig er det blødt at gå på. Baren, som er både modtage- og betalingsplads, er lakeret glansfuld flygel-sort. Spejlene, som deler rummet op, er ”vildt seje” efter Kaj Andersens mening. Det er dobbelte spejle, som står midt på gulvet. Behandlingsstolene fra italienske Maletti er betrukket med slangeskindsmønster i brun-beige, og for at bryde det ensfarvede look, besluttede ejerne, at to af stolene skulle være orangefarvet ligesom to af barstolene.

Nyt lysdesign
Det italienske lys er i splinternyt design lavet i en spændende løsning lagt ned i en skinne i loftet, hvor der er lange, tynde lysstofrør, som lyser op på stukken og det hvide loft for at give et lift. Der er spots, som lyser ned på betjeningspladser og salgshylder. ”Vores lysmand fra firmaet Haugsted i Århus, fortalte, at vi er de første som har fået installeret dette lys,” oplyser Kaj Andersen. Når kunderne ligger ned, kan de kigger op og nyde synet af det smukke lys i stedet for at se et loft, der er plastret til med lamper. Man kan ikke se selve lysstofrørene, men kun lyset fra dem, og det giver visuelt et meget flot indtryk. ”Når vores kunder bliver lagt ned og ser lyset, siger de ”Naj! – hvor er det flot!” fortæller Kaj Andersen.

Egne billeder
På væggene hænger et par billeder malet af Jakob Veis. ”Lige da Jakob var færdig uddannet som frisør, droppede han ud fra faget og gik på Teko i Århus, fordi han drømte om at blive tøjdesigner,” fortæller Kaj Andersen. Men efter et år fandt han tilbage til frisørfaget. Det kreative har han stadig i sig og maler jævnligt. Således har han også haft udstilling af sine værker i det lokale ”Gyngen”.

”Det er kun et par uger siden, vi åbnede vores nye salon. Med den nye forretning er vi blevet mere synlige, og vi er meget tilfredse med indretningen. Enkelte folk er endda kommet ind og har fortalt, at vi har gadens flotteste forretning. I vinduerne ud mod gaderne har vi ingen produkter præsenteret, selv om man siger at det er gavnligt for omsætningen. I stedet for har vi valgt at placere dem lige inden for døren.”

 

Tekst: Karen Fredslund Ellegaard
Foto: Peer Mortensen
Artiklen blev bragt i hair magazine, 4. udgave 2007