LEVERANDØRER

kursuskalender

webshops

Patrick Cameron - Kreativitet er en forretning

Patrick Camerons energi og dynamik er altoverskyggende. Han indtager scenen, og han indtager publikum med sin store viden og sit glimt i øjet, hvad enten han underviser eller laver show. Han er specialist i langthårsopsætninger, og han giver gerne sine tricks fra sig. Hair Magazine mødte den karismatiske frisør på et lynvisit i Danmark.

Når frisører verden over leder efter inspiration til deres langthårsopsætninger, er der én mand, de ikke kommer uden om, når det gælder såvel kreativitet, motivation og inspiration - nemlig Patrick Cameron.

Læs også: Patrick Cameron (2014)

Hair Magazine mødte den karismatiske, super søde, meget talende og utroligt underholdende herre på en café i København en lørdag eftermiddag, hvor han gæstede byen i forbindelse med Wellas relancering af System Professional Styling. Og man er bestemt ikke et øjeblik i tvivl, når Patrick Cameron træder ind ad døren til caféen med sine tusindvis af krøller i det flotte, røde hår. Den mand har charme, og han kommer helt ud over rampen! Han har rejst verden rundt igennem de seneste 21 år, og det har været en fantastisk tur, som han selv beskriver det. ”Jeg forundres indimellem over, at frisører i selv de mest obskure lande ved, hvem jeg er”, siger han med et blændende smil, og han fortæller, at de mange rejser, han konstant er på, er med Wella, hvor han i dag må betegnes som en global ambassadør. ”Det var egentlig ikke planen, men Wella går rigtig meget op i uddannelse, og det passer meget fint med mine prioriteter, så derfor er vi et rigtig godt match”.



Patrick Camerons indgangsvinkel til frisørbranchen var mange både på og bag ved scenen i New Zealand, hvor han kommer fra. Samtidig arbejdede han som dekoratør i et stort varehus. ”Jeg fandt stor fornøjelse i at style vinduesmannequinernes parykker. Når vi havde arrangementer, elskede jeg at arbejde backstage, så på et tidspunkt spurgte jeg, om jeg ikke kunne komme på et kursus i opsætninger – før jeg overhovedet vidste, at netop langthårsopsætninger skulle blive mit ekspertiseområde. Jeg kom dog ikke på kursus, i stedet valgte indehaveren af den salon, der stod for alt hårarbejdet til varehuset at sige, at hun havde set mit arbejde, og at hun gerne ville tage mig under sine vinger. Jeg var 21 år, og at blive taget ind på den måde, gav mig skubbet. Jeg sagde ja, fordi jeg altid har følt, at kan du klare dig i frisørfaget, kan du altid få job. Jeg troede ikke, jeg ville blive så forelsket i branchen, som jeg blev”.

Og at han ville udvikle sig med frisørbranchen, som han har gjort, lå bestemt heller ikke i kortene. ”Men jeg tror mine 8-9 år på og bag ved teaterscenen gav mig så meget selvtillid i forhold til at performe for en sal fuld af mennesker, at det var naturligt for mig at gå den vej”.



Jeg er karismatisk

I 1987 kom Patrick Cameron til England. Først arbejdede han i en salon i Mayfair, og senere kom han til en salon i det trendy Camden Town. ”Jeg fik lovning på, at jeg ville komme til at lave både shows og photoshoots, men jeg er en karismatisk personlighed, og det trak kunder til salonen – så mange, at salget steg, og jeg kom ikke ud”, fortæller Patrick Cameron, der faktisk besluttede sig for at sige sin stilling op. ”Men da jeg ville sige op, sagde ejeren af salonen, at jeg skulle vente, for salonen var blevet købt af en kæde med 25 saloner, og de ville have mig med som art director. Det var jeg faktisk ikke interesseret i, så jeg tog på ferie, og skulle til møde med de nye ejere, den dag jeg kom hjem. På vej hjem i flyet sad jeg i bogstaveligste forstand og skrev de mest umuligt krav ned, jeg kunne komme i tanke om, på en serviet. Jeg ville have 25£ i timen i stedet for de 1,50£ jeg fik, en lejlighed i London, ubegrænset ferie og masser af muligheder for at lave shows og seminarer”.

Næste morgen mødtes Patrick med den nye ejer på et trendy hotel i London. ”Han kiggede på min liste, satte flueben ved alle mine krav, og bad mig møde op dagen efter. Hans afsluttende bemærkning var: ”Men lever du ikke op til forventningerne de første tre måneder, er du ude”, og jeg svarede: ”Nej, lever I ikke op til forventningerne efter de første tre måneder, er I ude”. Men det blev til et fantastisk samarbejde, og de 25 saloner voksede til 400.

Patrick arbejdede en del med public relations, og han underviste underviserne. Samtidig arbejdede han for Wella, og langsomt tog undervisningen mere og mere af hans tid. ”I begyndelsen underviste jeg 3-4 dage om måneden, så blev det lidt mere og lidt mere, og til slut stoppede jeg med at arbejde i salonen. Jeg begyndte at rejse verden rundt, og selv om det vel egentlig ikke var Wellas intention fra begyndelsen, blev jeg mere og mere efterspurgt”, fortæller Patrick, der også driver sin egen Patrick Cameron Training School, hvor han netop underviser i langthårsopsætninger.



Jeg holder af glamouren

Hvorfor det lige blev de smukke opsætninger, der fangede Patrick i en grad, så han i dag er verdens førende langthårsspecialist, forklarer han således: ”I 80’erne var der ingen, der lavede langthårsopsætninger. Det gjorde, at jeg oplevede, at tilskuerne var vildt begejstrede, når jeg lavede langthårsopsætninger”. Og så formår Patrick at få frisørerne til at forstå frisurerne, at tage mysteriet ud af langthårsopsætningerne og ikke mindst at gøre dem moderne. ”Og selv om de er glamourøse og smukke, så er der et strejf af naturlighed over dem”, forklarer Patrick, der med et smil og et glimt i øjet medgiver, at han også selv holder af den glamourøse side af frisørfaget, og ikke mindst at han elsker at stå på scenen.

”Jeg elsker at give tilskuerne en wow-oplevelse – i Moskva, i Paris, i New York eller i København”, siger han. Og så supplerer Patrick med både dvd’er og bøger, som han har udgivet henholdsvis syv og seks af, ligesom han også stadig underviser på Patrick Cameron Training School. ”Jeg forsøger at have en naturlig balance mellem undervisning og shows. Det ene fungerer ikke uden det andet, men hvad der kom først, hønen eller ægget, er svært at sige – og jeg har behov for begge dele”.



Kreativitet er en forretning
Patrick understreger, at han ser kreativitet som en forretning, hvilket også er en del af hans forretningsfilosofi. ”Jeg besøger aldrig det samme land to gange på samme år, for jeg vil have, at frisørerne, der kommer til mit show, ser noget nyt hver gang. Et nyt show og en helt ny idé”, forklarer Patrick, og netop derfor er der også rigtig mange frisører, der kommer igen og igen. ”For jeg tror også, der er et behov for at få inspiration til netop langthårsopsætninger”. Patrick Cameron skaber sine kollektioner og sine udtryk ud fra en holdning om, at ”less is more”.

”Jo mere enkelt et udtryk er, jo smukkere er det”. Når Patrick Cameron skaber en ny kollektion og et nyt show sker det i samarbejde med hans art director Marco Erbi, der designer alt tøjet til showet og sammen skaber de looket. ”For der skal naturligvis skabes en smuk fornemmelse af glamour”, siger han, og afslører, at næste års kollektion får overskriften ”Club Noir”. ”Sort er modens nye sorte. Alt er sort til efteråret, og det holder frem til næste forår”, bebuder Patrick Cameron, og således skaber han en hårkollektion, der matcher den stil.

Mange vil rigtig gerne

Når det handler om at stå på en scene, er Patrick Cameron en ener, der sjældent finder et match. ”Jeg tror, rigtig mange frisører rigtig gerne vil, men de er for travle til at se det store billede. Det, du skal lære, er nemlig, hvordan man kommunikerer”, fastslår han. Og faktisk er Patrick en af de eneste, der både taler og arbejder på samme tid, når han står på scenen.

”Mange frisører taler, så laver de hår, så taler de igen. Jeg synes, det er meget mere spændende at gøre tingene samtidig”, siger han og fortæller, at hemmeligheden er, at man skal tale forud for sine hænder. ”Det handler om, ikke at sige noget vrøvl, men at tale om det, du ved noget om. Og så handler det om at sige det 30 sekunder hurtigere, end hænderne arbejder, så du fortæller hvad du gør, umiddelbart før du gør det! Samtidig skal showet hele tiden have nerve og energi, og så skal det bygges op, så der skabes et crescendo, hvor tilskuerne siger ”Oh my God”. Opnår du det, har du fanget tilskuerne, så de også kommer igen næste gang!”



En succesfuld frisør
Skal man være en succesfuld frisør handler det selvfølgelig om at have håndværket i orden. Man skal kunne klippe og farve. Men så handler det rigtig meget om at kunne forstå kunderne, mener Patrick. ”Og kan man lave en flot langthårsopsætning til et bryllup eller en stor fest er det prikken over i’et”. Han er ikke i tvivl om, at langt de fleste frisører, gerne vil kunne lave en smuk opsætning, men mange går igennem livet uden at forsøge det. ”Og jo mere selvsikker man er som frisør, jo mere nervøs er man for at prøve, for tænk hvis det ikke lykkedes. Så er det nemmere at sige: Jeg laver ikke langthårsopsætninger”.

Hos Patrick Cameron Training School kommer der rigtig mange, der aldrig har prøvet det før, og typisk er det mangel på selvtillid, der gør det, mener Patrick. ”Jeg viser dem nogle enkle tricks, og så fortæller jeg dem, at de kan lave penge på langthårsopsætninger. Så tør de som regel forsøge det”, fortæller Patrick smilende, og han mener klart, at alle frisører kan lære at lave smukke langthårsopsætninger. ”Man taler så meget om at man skal føle det. Men jeg tror på alle kan lære det. Selvfølgelig kan man så opnå mere, hvis man også føler for det i hjertet og i sjælen”, siger han. En god forståelse for faget, mener han, er vigtig. Men endnu vigtigere er, hvordan du relaterer til mennesker. ”Det er også vigtigt med en kærlighed til faget. Men heldigvis er det sådan med frisører. De fleste har en passion – enten for det at skabe hår, eller for at drive en god forretning. Man skal finde frem til det, der motiverer én, og er du glad, er det det, der er med til at gøre dig til en succes”.

Patrick fortæller, at der er blevet lavet en undersøgelse i England omkring, hvilken faggruppe, der var de lykkeligste. ”Og det viste sig at være frisørerne. Jeg tror, det er fordi, de elsker deres fag. Det er du ganske enkelt nødt til, hvis du vil være en god frisør, og man kan ikke lyve. Det fornemmes”, lyder det fra Patrick, der ofte siger til de unge frisører, at man kan være en god advokat eller en god revisor og mangle et job, men er du en passioneret frisør, har du altid et job. Patrick Cameron mener i øvrigt også, at uddannelse er essentielt for enhver frisørs udvikling.



Balancen mellem arbejde og privatliv

Patrick er fyldt 51, og han har bestemt ingen planer om at sætte farten ned. Alligevel, forklarer han, handler det i dag i højere grad end tidligere om at finde en balance mellem arbejde og fritid. ”I 20erne finder man ud af, hvem man er, og det er tiden, hvor man vil sætte sine spor, i 30erne ved man, hvem man er, og det er tiden, hvor man begynder at flyve, i 40erne er man helt på toppen, og i 50erne er man forhåbentlig der, hvor man vil være, man trives med det, og søger i stedet at finde en god balance mellem arbejde og privatliv”, forklarer Patrick. Han holder utroligt meget af det, han gør, og han vil ikke undvære at rejse. ”Men det kan da godt være, jeg vil rejse lidt mindre i løbet af nogle år, og så tror jeg på, at jeg bruge min viden om kommunikation – også inden for andre brancher end lige frisørfaget. Det er en vej, jeg godt kan tænke mig at udforske sideløbende med at lave shows og drive min skole”.



Tekst: Pia Finne
Foto: Peter Hartley

Nyeste produkter se flere produktnyheder

Perlespænder fra Everneed

Perlespænder fra Everneed

Perlespænder og gerne masser af dem er i allerhøjeste trend netop nu. Everneed har nu tilføjet syv smukke perleaccessories til sit sortiment. Perfekt som mersalg.
Celeb Luxury Colorditioner i 10 nuancer hos HeadBrands

Celeb Luxury Colorditioner i 10 nuancer hos HeadBrands

Gem Lite Colorditioner er en pigmenteret, farvebevarende og styrkende balsam, som genopbygger og reparerer bindingerne i håret. Findes hos HeadBrands.
Nyt krøllejern fra Cera Wandbar

Nyt krøllejern fra Cera Wandbar

Cera Wandbar er et nyt krøllejern, der takket være dets ergonomiske vinkel giver mange stylingmuligheder uden at belaste dit håndled, skulder eller albue.
SEB MAN - groomingserie til mænd fra Sebastian Professional

SEB MAN - groomingserie til mænd fra Sebastian Professional

Sebastian Professional lancerer nu SEB MAN - en serie bestående af pleje- og stylingprodukter til hår og skæg til mænd, der ikke vil sættes i bås!
Sheet Mask til håret med All Soft Mega fra Redken

Sheet Mask til håret med All Soft Mega fra Redken

All Soft Mega Sheet Mask er en intensiv hårmaske til tørt og skadet hår og det nyeste skud på stammen i All Soft Mega-serien. Se mere her.

Annonce

Nyeste shows se flere frisørshows

Jorden rundt med Marcelklubben

Jorden rundt med Marcelklubben

Marcelklubbens traditionsrige Londonaften fik i år et nyt udtryk under navnet Marcel International Inspiration og flere af landets store navne var på scenen denne aften.
La Biosthetique x Nobi Talai til Paris Fashion Week SS19

La Biosthetique x Nobi Talai til Paris Fashion Week SS19

Under temaet "Urbane Nomader" skabte La Biosthetique de smukke hår- og makeuplooks til Nobi Talais show under Paris Fashion Week SS19.
L'Oréal Professionnel inviterede til Toni&Guy-seminarium

L'Oréal Professionnel inviterede til Toni&Guy-seminarium

Der var trendy klip, farve og opsætninger på menuen, da L’Oréal Professionnel inviterede til seminarie med Toni & Guy på Tivoli Hotel i København.
Wella Professionals' første TrendVison Creative Retreat Experience

Wella Professionals' første TrendVison Creative Retreat Experience

Wella Professionals' internationale TrendVision 2018 løb af stablen i Lissabon, og frisører fra hele verden var samlet til en Creative Retreat Experience.
La Biosthetique for Talbot Runhof til Paris Fashion Week SS19

La Biosthetique for Talbot Runhof til Paris Fashion Week SS19

Det er ganske vist nogle uger siden, at Paris Fashion Week SS19 løb af stablen, men det betyder ikke, at vi stopper med at inspireres. La Biosthetique skabte hårlooket til Talbot Runhofs show.

Annonce

Frisurekollektioner se flere frisurekollektioner

Frisørportrætter se flere frisørportrætter

Per Johs

Per Johs

I næsten 30 år skabte Per Johs sig et navn i Danmark og en stor frisørsalon i Odense. Læs resten af frisørportrættet på hairmagazine.dk!
Emil og Rasmus V. Albrectsen

Emil og Rasmus V. Albrectsen

Tvillingebrødrene Emil og Rasmus V. Albrectsen har formået at skabe et brand; Slikhaar med salonen Slikhaar Studio, egne produkter ”By Vilain”, webshop og Slikhaar TV.

Nyeste videoer se flere videoer

2-i-1 festhår med Regis Salons

2-i-1 festhår med Regis Salons

Britiske Regis Salons har sammen med Creative Director Kieron Fowles skabt to glamourøse festfrisurer, som din kunde enkelt kan genskabe selv. Se videoen her!
Lær at skygge rødderne med Jenny Strebe og Schwarzkopf

Lær at skygge rødderne med Jenny Strebe og Schwarzkopf

I denne video viser Schwarzkopf Professionals sammen med Jenny Strebe hvordan du skygger rødderne i en reversed balayage; et nyt og spændende look.
Frivillige og Goldwell klippede hjemløse på Rådhuspladsen

Frivillige og Goldwell klippede hjemløse på Rådhuspladsen

Igen i år stillede en række frivillige frisører op på Rådhuspladsen den 11. december for at tilbyde gratis klip og styling til hjemløse i juletiden.
Naturlige og teksturerede bølger med ghd

Naturlige og teksturerede bølger med ghd

I denne video viser ghd, hvordan du får det såkaldte "I woke up like this"-look. Naturlige og teksturerede bølger for et cool og sexet look.
Long Hair Tutorial af Benjamin Martin -Bryllupsopsætning - tutorial

Long Hair Tutorial af Benjamin Martin -Bryllupsopsætning - tutorial

Talentfulde Benjamin Martin viser i denne tutorial tre forskellige festopsætninger, der passer godt til fest og bryllup. Se videoen her.