LEVERANDØRER

kursuskalender

webshops

Poul Nejlund og Ole Jepsen - Stilfuld iscenesættelse


Dronningens frisør, Poul Nejlund, og hans kompagnon Ole Jepsen, der friserer prinsesse Alexandra, har med deres salon Jean-Leonard i en menneskealder haft et frisørliv langt ud over det sædvanlige.

De iscenesatte sig selv, før det var moderne. Dengang vidste de knap nok selv, at det var en iscenesættelse. I 1961 da de åbnede frisørsalon i Grønnegade, var Ole 22 år og Poul 18 år. Navnet Jean-Léonard havde de fundet i Stefan Zweigs roman om Dronning Marie-Antoinette, hvor Jean-Léonard var dronningens frisør. Siden har de klippet og friseret hår på medlemmer fra alverdens fyrstehuse og Europas royale familier. Hurtigt blev deres salon fyldt med alle mulige forskellige kunder fra nær og fjern. Stemningen var festlig og hektisk. Det har aldrig været kedeligt at være kunde hos dem. Og man forstår det, for underholdningsværdien er høj i deres selskab.

Må vi præsentere frisørerne Ole Jepsen og Poul Nejlund, Købmagergade 13 i København, indehavere af frisørsalonen Jean-Léonard, som tillige er i besiddelse af et værdifuldt prædikat. Jean-Léonard fik fra 1987 æren af at være ”Frisør for Hendes Majestæt Dronning Margrethe af Danmark”, en titel som Ole og Poul både er glade for og stolte af. Certifikatet hænger indrammet på væggen i salonen, der er indrettet i en ejerlejlighed på 1. sal.

Denne hverdag er det efter lukketid, og musik strømmer ud af  B&O-anlæggets højttaler og fylder salonen indrettet med en blanding af praktisk frisørinventar og tilsat indtrykket af let Louis XVI-stil. I salonens midterste rum er der reception, og i de to rum til siderne er der plads til klip og hårvask. I det ene af de mindre rum har Ole Jepsen indrettet sit interimistiske fotostudie med baggrundspapir og lamper, hvor han selv fotograferer modeller med frisurer i kort og langt hår kreeret af de to frisører selv. Ole og Pouls varemærke har i salon Jean-Leonard især været det opsatte hår og flotte festfrisurer. Deres to hunde Josefine og Hubert, et par viltre, ruhårede gravhunde, følger dem i tykt og tyndt og er naturligvis ’på arbejde’ hver dag. Ole og Pouls  partnerskab har varet i 45 år. De første 18 år dannede de par på det private plan.

Balletdanser
Poul Nejlund havde aldrig drømt om at blive frisør. Da han mødte Ole Jepsen, var han balletdanser med arbejde i cirkusrevyen hos den polsk-svenske danser og koreograf Albert Goubier. Som søn af en enlig mor til tre børn var der trods beskedne livsvilkår afsat faste besøg i Det kongelige Teater formedelst 55 øre for et sæde på 1. række i Galleriet. Blot 11 år gammel fængede begrebet opera hos Poul Nejlund. Det musiske, musikalske og kunstneriske virke havde sit tag i drengen. På et  farvekursus i Hamburg nogle år senere supplerede han tilværelsen på det åndelige plan med Richard Strauss, Puccini og Richard Wagner. Og da balletmusikken nåede ind til ham, følte han det ”helt vidunderligt”. Poul Nejlund fik gennem 10 år undervisning hos den navnkundige Birger Bartholins balletskole og havde bl.a. balletdanseren Erik Bruun som gæstelærer.

Bredt favnende erhverv
”Ved en forestilling i Odense i 1960 – jeg var dengang 18 år – blev jeg kontaktet af en beundrer, som ville møde mig på en bar, når jeg kom tilbage til København,” fortæller Poul Nejlund. ”Men jeg mødte ikke min beundrer. I stedet så jeg Ole – og allerede tre måneder efter var vi flyttet sammen. Ole arbejdede dengang i en salon på Hotel Imperial ved Vesterport Station. Jeg var på det tidspunkt på nippet til at underskrive en  3-årig uopsigelig kontrakt om at danse på varietéen Folies Bergeres i Paris.”

”Sandsynligvis som ”tredje bølge fra højre eller noget i den retning”, afbryder Ole Jepsen for at fortælle, at tre år i Paris var alt for lang tid for ham at vente på Poul. Ole Jepsen blev i stedet Poul Nejlunds læremester i frisørfaget.

”Poul fik et certifikat fra Frisørlauget efter nogle år,” fortæller Ole Jepsen, som mener, at frisørfaget er et bredt favnende erhverv, hvis blot man er kreativ. I stedet for frisørskolen sendte Ole Poul til de store internationale frisørsaloner og frisørskoler i udlandet.




Selvstændig
Anderledes pragmatisk end Poul Nejlunds start på voksenlivet indenfor det kunstneriske felt forholdt Ole Jepsen sig til tilværelsen. Han blev udlært som frisør på traditionel vis og var selvstændig allerede efter to år som assistent. Det var ikke hans natur at være lønnet ansat. Frisørassistenter var den gang lavtlønnede, og friheden som ansat var meget begrænset. Det var ham derfor magtpåliggende – uanset hvordan – at blive selvstændig.

”Dengang var der ingen iværksætterydelse til unge frisører. Da Poul og jeg skulle skaffe penge til vores første salon, var det virkelig svært. Poul regnede med, at hvis vi gjorde os umage, skulle det nok lykkes. Vi fik eksklusive kunder fra Strøget, hvor Ole havde arbejdet som elev i fire år. Via Pouls arbejde indenfor balletten, kendte han lidt til Bodil Udsen, som kom. Hun bragte flere kendte personligheder med sig, bl.a. Lone Hertz, Ghita Nørby og Birgitte Price. De trak atter andre med. ”Fra min tid som frisør i Hotel Imperial havde jeg også gode kunder”, siger Ole Jepsen. ”En del af dem var såkaldte ’selskabspiger’, som kom hver dag for at få håret sat. De skulle touperes og friseres med frisurer, der skulle ligne Jacqueline Kennedys og holde i 24 timer. Hver dag kom der mellem otte og 12 piger, og da de som  escortpiger først arbejdede i de sene timer, var vi ofte nødt til at frisere dem efter lukketid. Vi havde også mange kunder fra den fine landadel alle sammen i en god blanding sammen med ganske almindelige kunder.

Køkken-kunder

”Nytårsaften kunne være lidt af et mareridt. Alle skulle friseres, mange fik lavet ekstra toppe, som  tog tid. Der blev nemt et par timers ventetid, hvor også vindueskarmene blev brugt som stole.  Når nogle af de fineste damer skulle have kæmpediademer i håret, måtte de af og til sidde ude i køkkenet, som kun var på to kvadratmeter. Tegneren Maggie Baaring var en af vore trofaste kunder, og hun har lavet en tegning med det store virvar af glædespiger og fine damer,” fortæller Ole Jepsen og peger hen på billedet.

I midten af tresserne åbnede Ole og Poul en salon i Store Strandstræde ved Nyhavn, og 1969 flyttede salonerne til større lokaler i Østergade ved Kongens Nytorv. Her lå dengang en Elizabeth Arden-klinik, med hvem de fik et tæt samarbejde i nogle år. Her var der pludselig højt til loftet, og store elegante portierer og prismekroner, som erstattede de små rullegardiner og markiser. Fløjdørene stod åbne for det internationale gennembrud. Sideløbende åbnede frisørparret salon i det nyrenoverede Hotel Marienlyst i Helsingør, og i 1978 flyttede salon Jean-Leonard til sin nuværende adresse. På det tidspunkt havde kundekredsen udviklet sig til en bred vifte i både stil, alder og køn. Jean-Leonard har igennem fire årtier friseret ved internationale modeopvisninger i Danmark og i udlandet, bl.a. hos Jean Voigts, Erik Mortensen, Birger Christensen, Magasin og Sand.

”Ved disse lejligheder fik vi tillige mulighed for at friserer for Yves Saint Laurent, Balmain og Mary Quant,” fortæller Ole Jepsen. Som noget helt specielt har Ole og Poul friseret til kunstudstillingen med Erik Mortensens couturekjoler på Statens Museum for Kunst og Nordjyllands museum – der blev friseret 85 parykker til udstillingens mannequiner. Ind imellem løste Ole Jepsen og Poul Nejlund også opgaver for Det kgl. Teater og privatteatrene.

Royal håropsætning
I 1981 begyndte Poul Nejlund at sætte dronning Margrethes hår. Han har blandt andet sat Dronningens frisure ved store lejligheder, hvor opsætningen varieres efter kjolerne og smykkerne. Ved lejligheder hvor Dronning Margrethe bærer diadem, indretter han frisuren efter det pågældende diadem. Hvis der skal danses, indgår det også i håropsætningen. Tilknytningen til kongehuset har for Poul Nejlund betydet, at han har fulgt med regentparret på officielle rejser, så dronningen kan føle sig fri ved sikkerheden om, at frisuren sidder og holder, som den plejer.

Nye tider

I mange år har Ole og Poul videregivet deres erfaring til de unge frisører ved kurser.
”Frisører sender ofte kunder videre til os, hvis frisuren skal være speciel fx til et bryllup. Men jeg mener nu, at frisørerne selv kan det hele, - vel at mærke hvis de gør sig umage - og kender nogle grundfrisurer! Kunsten ved at være professionel er, at få det svære til at se nemt ud,” siger Poul Nejlund.

I forbindelse med den nyligt overståede barnedåb af kronprinseparrets førstefødte, var der ekstra travlhed i salon Jean-Leonard, da en lang række af gæsterne skulle have friseret hår af dem
”I dag er Ole 67 år og jeg er 63 år. Vi føler begge, at det er dejligt stadig at have kontakt med så   mange unge. Det er en udfordring at frisere unge modeller fra modelbureauerne. Aldersforskellen er ikke noget problem, blot man er i stand til at nyskabe. Måske var Ole og jeg første generation indenfor frisørfaget, der skabte sig et image ved at bruge sig selv som ikon. I 1960erne og 70’erne var vi samtidige med den nye bølge af rockstjerner som Rolling Stones, Beatles og David Bowie. Vi gik til premierer i teatrene, vi lavede frisurer og sendte fotos til pressen. På den måde blev vi kendte,” siger Poul Nejlund, som understreger det værdifulde i at administrere en succes og bevare sin ydmyghed overfor faget, samtidig med at man opfører sig naturlig overfor mennesker. For som arkitekten og forfatteren Poul Henningsen en gang sagde: ”Hvis det ikke er fint at være naturlig, vil jeg ikke være fin!”
De ord efterlever både Ole Jepsen og Poul Nejlund på smukkeste vis.




EKSTRA I NFO

Jean-Leonard har friseret bl.a.:
Dronning Margrethe af Danmark
Dronning Silvia af Sverige
Dronning Sonja af Norge
Dronning Beatrix af Holland
Dronning Anne Marie af Grækenland
Storhertuginden af Luxembourg
Fyrstinde Grace af Monaco
Prinsesse Maxima af Holland
Dronning Sofia af Spanien som kronprinsesse
Kronprinsessen af Belgien
Den japanske kejserinde, da hun var kronprinsesse
Kronprinsesse Mary
Prinsesse Alexandra
Prinsesse Benedicte
Prinsesse Alexandra af Berleburg
Prinsesse Nathalie af Berleburg
Hertuginden af Glouchester
Prinsesse Alexia
Prinsesse Feodora
Kronprinsesse Marie Chantal af Grækenland
Prinsgemalens mor og søstre
Madame Diba, Moderen til kejserinde Farah Diba af Persien
Marie Helene de Rotchild, det franske vindynasti
Hertuginden af Alba
Fyrstinde Gloria von Turn und Taxis



Tekst: Karen Fredslund Ellegaard
Foto: Claus Peuckert
Artiklen blev bragt i hair magazine, 2. udgave 2006

Annonce

Nyeste produkter se flere produktnyheder

Biolage R.A.W. Scalp - Serien for en sund hovedbund

Biolage R.A.W. Scalp - Serien for en sund hovedbund

Biolage R.A.W.-familien har fået nyt medlem i form af serien Biolage R.A.W. Scalp. Fordi et sundt hår starter med en sund hovedbund.
SP Reverse fra Wella System Professional

SP Reverse fra Wella System Professional

Wella System Professional: SP Reverse er en ny serie af produkter, der genopbygger stresset hår samt genskaber elasticitet, smidighed og glans i svækket hår.
KC Luxima fra KC Professional - Nu hos HeadBrands

KC Luxima fra KC Professional - Nu hos HeadBrands

Luxima er en ammoniakfri nuancetoning, som giver et blødt resultat med glans. Toner der intensiverer eller neutraliserer nuancerne som allerede findes i håret.
System Professional introducerer System Man

System Professional introducerer System Man

System Man er den nye produktlinje inden for System Professional og er svaret til alle kræsne mænd med sofistikeret smag. Indeholder både hårpleje og styling.
ghd julegaveæsker

ghd julegaveæsker

Et lækkert udvalg af gaveæsker i guld med stylingværktøjer fra ghd med professionel ydelse til ethvert behov er perfekte julegaver.

Annonce

Nyeste shows se flere frisørshows

Aveda Congress i Minneapolis

Aveda Congress i Minneapolis

I anledning af Avedas 40-års jubilæum afholdtes deres største kongres nogensinde i Minneapolis, Minnesota. Hair Magazine fulgte med over Atlanten.
ColorMANIA til Goldwell Global Zoom i Toronto

ColorMANIA til Goldwell Global Zoom i Toronto

Goldwells store, årlige happening, Global Zoom, løb af stablen i den canadiske by Toronto. De 3.000 frisører til stede kunne opleve et event i verdensklasse.
Efterårsfest med Hair Team Company

Efterårsfest med Hair Team Company

Hair Team Company har netop lige afholdt to shows fyldt med viden, venskabelighed og vilde nyheder! Var du ikke med, kan du læse om de to shows her.
Med ghd backstage til New York Fashion Week

Med ghd backstage til New York Fashion Week

ghd var stolt sponsor, da der skulle styles hår til Jeremy Scotts fashionshow under New York Fashion Week. Manden i spidsen var Eugene Souleiman.
A World in Color – farveeksplosion med Wella Professionals

A World in Color – farveeksplosion med Wella Professionals

Det var noget for enhver smag, da Wella Professionals kårede vinderme i TrendVision og relancerede Koleston Perfect i et eventet A World in Color i København.

Annonce

Frisurekollektioner se flere frisurekollektioner

Annonce

Frisørportrætter se flere frisørportrætter

Helle Bøgvad

Helle Bøgvad

Hair Magazine har talt med frisør Helle Bøgvad om hendes salon og undervisning, og nærværet, som Helle havde brug for at genfinde.
Kasper Thomas

Kasper Thomas

Kasper Thomas følte, han var kørt fast i Danmark. Derfor tog han til Buenos Aires i Argentina, hvor han nu har boet og arbejdet i halvandet år.

Annonce

Nyeste videoer se flere videoer

Lær at lave en paryk med Redken

Lær at lave en paryk med Redken

Redken viser her, hvordan man kan lave en paryk, der er perfekt til alle Halloween-festerne, der er lige rundt om hjørnet - kun fantasien sætter grænserne!
Simpel opsætning til festlige begivenheder

Simpel opsætning til festlige begivenheder

Få inspiration til en simpel, festlig opsætning her, hvor kun få ting skal brugs til en elegant opsætning.
Lær mere om Wella Professionals Koleston Perfect Me+

Lær mere om Wella Professionals Koleston Perfect Me+

Er du nysgerrig på på Wella Professionals Koleston Perfect Me+? Ved at tage dette 9-minutters seminar lærer du alt, du behøver at vide.
Se hvordan du kan klippe en lob med en barberkniv

Se hvordan du kan klippe en lob med en barberkniv

Her kan du se, hvordan du kan bruge en barberkniv til at klippe en lob. Se videoen her, der viser step-by-step, hvad du skal gøre.
Balmain Spring/Summer 2019 Menswear

Balmain Spring/Summer 2019 Menswear

Bliv inspireret af håret og moden, der var at finde på catwalken, da Balmain Paris afholdte modeshow i slutningen af juni.